Fosthroderskabet,
en Hilsen til Sverige den 4de November 1854.
S aa de dunkle Skygger atter op,
Brede over Norden mörke Vinger?
Atter Tvedragtsaandens Dvzergetrop
Fiammesverdet gjeonem Nutten svinger?
Var vor Broderpagt da end saa svag,
At i Farens Stuod dens Baand maa briste,
Skal os atter Niflheim overliste,
Skabe Nat af Nordens klare Dag?
Skal vor Tro paa Broderfolket svigte,
Skal dets Sönners Haab til os forgaa?P
Skal de zxdie Stammer, nys forligte,
Atiter vebnet mod hinsnden staa?
Skal vi smedde os i Östens Baand,
Eller krybe under Vestens Vinge,
Lade Nordens Löver overbringe
Bile, Kroner i en Fremmeds Haand?
Nei! lad Tidens Taager, Nifiheims Vold
Ville spalte, dreebe Eenhedsaanden,
Nordens Sönner staa bag eget Skjold,
Rekke der hinvanden trofast Haanden, —
Möde da, hvad möde vil, vort Nord,
Nordens Sönner svigte ei hinanden,
Men stsa kjek med Seierssmil om Panden
For at hevde Pagtens dyre Ord!
— Ja, mens gjennem Sverigs Sommernat
Polens Stjerne over Fjeldet svömmer,
Mens paa Norges Vinterbimmel sat,
Nordlyskronen over Sneen drömmer,
Skal vort Forbund staa trods Svig og Magt,
Tvilliog-Stjerne gjennem Tidens Taager!
Nordens Aand, den gamle, endaou vaager,
Den vil verne om vor Broderpagt!