O Danmark! den Sön, Du har lagt under Muld, Han havde det kjerligste Hjerte; Han var Dig saa huld og saa tro som Guld, Og bar, som sin egen, din Smerte. Han elsked din Jord, som, jomfruelig blöd, Sig löfter undsecelig af Voven, Det summende Liv i dit rige Skjöd, Den Drömmende Stilhed i Skoven. Han elsked dit Folk med det serlige Sind, Saa jevnt og san blödt som din Tillie, Som, tumlet af Ulykkens Hvirvelvind, Nu samler sin Kraft og sin Villie. Og Alt, hvad de gavmilde Guder ham gav Af Kunstens gjenskabende Lykke, Det gav han dit Folk til at voxe af, Og Dig til et kosteligt Smykke. PRSNIKNIDOANTATATIKAN