upplyst läsare af talet icke lärer deri se någon
ting förnärmande eller hotande för de gamle,
säger han:
Dette er altsaa det minimum, som Ingen ska
kunne bestride de Unge, at de efterhaanden skull
indtage den eldre Generations Plads, og at der eftei
Naturens evige Orden maa komme en Tid, da Fx
drelandets Skjebne ligger i deres Haand. Naar Ge:
neralfiskalen atter her gifver det Udseende af, som
tenkte og talte jeg kun om mig selv, da skal jeg
ikke undersgge, hvorvidt det kunde kaldes anmas-
sende, om jeg end havde forudsat som muligt, om
10 å 20 Aar at opnaae, hvad jeg alt har havt i hen-
ved 4 Aar — en Plads i Folkets Raad,, da det dog
vel er klart, at der hverken tales om mig eller om
nogen anden bestemt Person, men kun om den yng-
re Generation i det Hele, og her ville da ingen Ind-
vendinger og ingen Skoser kunne afverge, at den jo
efterhaandon vil komme til at aflgse den nu her-
skende Generation, og at den tilsidst vil have alle
Midler ihende till at fuldbyrde, hvad den harsat sig
som sit Livs Opgave,. Det kommer altsaa kun an
paa, at den bliver enig derom, og at den da bliver
tro — tro indlil Enden. Det er denne Troskab jeg
har lagt mine Tilhprere p2a Hjertet, i varme og
indtreögende Ord, i Form af Spörgsmaal, som For-
samlingen besvarede med en saadan Energi og En-
stemmighed, at hvis jeg er skyldig, da har jeg san-
delig mange Medskyldige.
Men skyldig bliver ikke jeg, og medskyldige blive
ikke de, der lydeligen bifaldt, og tiltraadte, hvad jeg
sagde, derved, at denne Opfordring var, som Gene-
ralfiskalen udtrykker sig, hzitidelig,. En saadan
Stemning var vistnok naturlig for mig; thi under i
hgi Grad festlige Omgivelser stod jeg der i en For-
samling af en 14500 unge Mend, udgaaede fra alie
Egne i Nordens tre Riger, en Forsamling, der, hvo:
forskjellig end hver Enkelts Skjebne vil blive, i sin
Helhed havde en stor og rig Fremtid for sig. Jeg
vidste derhos, at Ungdommen er rede til de skjan-
neste Forsetter, til den uegenayttigste Hengiven i
Ideens reneste Begeistring, men at det er vanskeligt
at holde sine Forsetter, vanskeligt usviekket og u-
blandet at bevare denne Begeistring under Livets
mgisommelige Arbeide og under de Modgangens
Storme, som ikke vilde udeblive. Det var derfor
vist naturligt, at min Sjel var fuld af Alvor, 0g
at jeg alvorsfuldt lagde mine Tilhprere paa Hjerte,
at det ikke var nok, at de nu omed Ungdommens
Begeistring omfattede den Sag, der havde forenet
dem, men at det, hvorpaa det kom an, det var, un-
der alle de Pryvelser, Livet kunde och vilde bringe
— at blive troe — troe indtil Enden.! Men hyver-
ken den spargende Form, hvori denne Opfordring
var indkledt, eller den Styrke, hvormed den blev
fremsat, kan gjare den ulovlig, hvis den i og for
sig var lovlig — en lovlig Opfordring bliver ikke
ulovlig ved at vere nok saa hoitidelig,. Men Sva-
ret paa dette Hovedpunct i Sagen om det, hvorpaa
Opfordringen gaaer ud, er lovligt, tilsniger Gene-
ralfiskalen sig her, som overalt i den hele Action,
ved den ikke blot ugrundede, men aldeles umotive-
rede Paastand, at min Opfordring har til Ciemed,
pat forene de tre Kroner paa samme Huved,. Jeg
kan da ikke andet, end gjentage min Benegtelse af
at have enten sagt eller tenkt dette, gientage min
Besvering over, at Generalfiskalen beskylder mig ik-
ke blot for det, jeg ikke har sagt, men endog for
det, hvis Modsatte jeg med klare Ord har udtalt.
og det uden anden Hjemmel, end den nyggne, for alt
Bevis enten af den foreliggende Tale eller nogetsom-
helst andet Factum blottede, lige saa usandferdige
som fornermelige Paastand, at jeg mener det Mod-
satte af hvad jeg siger. Jeg kan derfor ogsaa kun
gjentage, at det ,Fos:broderskab, jeg opfordrede de
Tilstedeverende til at indgaae, den store Saq, jeg
bad dem blifve troe — troc indtil Enden — troe i
Liv og Dgd — det er den Nordens nationale
Enhed som ad Frihedens og Kjerlighetens Vei
kan naaes uden at trede enten Dynastierne eller
Forfatningsspörgsmaal eller Folkestammernes beretti-
gede Eiendommeligheder for ner. Dette er det, jeg
har lovet; dette er det, de andre lovede! Mod Ge-
neralfiskalens truende Alternativ af tomt ,Gögleverk
eller nagende Anger, kan jeg kun sette den stille
Fortrgstning, at hvis mit Liv kan bidrage noget til,
at alt dette gaaer i Opfylde:se, da vil det ikke have
veret uden Indhoid og Betydning.
Sedan Hr Lehman på ett ganska träffande sätt
förklarat anledningen hvarföre han trodde sig,
utan att missförstås, kunna nyttja bilden om boll-
huset i Paris,, påkallar han uppmärksamheten,
synnerligen till slutet af hans tal, hvilket sam-
manfattar hela tankegången i ett par korta satser
— och utgör så att säga ett slags formulär. Hans
ord: Saa gaae da hen och hold deres Ord!y —
;Utrust Deres sjel og bered Deres Sind till att
fullbyrde Deres Gjerning, först og fremmest i
det, som nu lizger Dem nermest, i Aandens och
Videnskapens Verden, men ogsaa efterhaanden,
som De föres ind i det practiske Liv og kaldes
it deltage i dete Idret, i Virkelighetens Rigeln
Dessa ord, som generalfiskalen lemnat ovidrörda,
förmodligen just för det att de icke passa väl in.
med hans beskyllningar, visa de ej, att man ej
änkt på tre kronors förening,; men fortfar han:
Jeg taler jo ikke blot om Aandens og Videnska-
ens Verden, — jeg taler jo ogsaa om Virkelighe-
lens Rigew. Ja visseligen horer jeg ikke til dem,
ler mene, at den skandinaviske Idee ikke gaaer udi1
aa Andet end at vi ckulla vera ho flicae mad hinan-! 1
(
(
L
f