ställning, som torde intressera våra läsare och ä
ven lätt förstås på originalspråket.
DEN SKANDINAVISKE SAMMENKOMST.
ur vägen Moscoviler!
Der gaaer Sagn om, at et eller andet koldt og var
tro, eller, som vi ogsaa kalde det prosaisk Mennesk
i den stille Nat er gaaet over Engen, og att Elve
dronningen har mgdt ham, att hun med de stor
möerke Cine har stirret ind i hans, att hun har sly!
get sine Arme om ham og trykket et Kys paa har
Mund, och fra dette Cieblik af var der Ild i har
Blod, hans Zine vare aabnede for Syn, som Inge
Anden saae, og han sang hgit og begeistret, saa
Sangen trengte over Jordelivets Larm.
Sverrig har trykket os Danske til sig, med sit trc
faste Blik har det seet osind i Cinene, sit kjerligst
Kys har det -trykket paa vor Mund. og det har send
os hjem med en Ild i Blodet. Om kort Tid vil dt
Altsammen, dette poetiske Liv midt i Livets Prost
staae for os som Sagn, som ett Eventyr, en Drzm
men Ilden er i B!odet, den vil holde os varme i Kul
den her hjemme, den vill give os Kraft til at bestaa
mangen haard Dyst.
Allerede demrer det for mig, det begynder at tred
tilbage i en evertyrlig Stygge. Jeg seer paa mig sel
og mine Reisefeller, jeg seer igjen de gamle dansk
Ansigter ligge i de gamle danske Folder, begge Bred
der af Sundet ligge atter stille og tause efter att hav
förenet sig i en saa kjerlig Omfavnelse. Jeg staae
ved dette Factum ligesom ved en Kanon, affyret
Natten. Det sterke Lyn, det mektige Knald erin
drer jeg; men hu ligger Kanonen affyret og er igjer
ikke Andet end et koldt Stykke Jern.
Men atter kunne begge Bredder slynge sig varm
og kjerligt om hinanden. Naar det kolde Vand og
det kolde Bruuspulver blandes sammen, skummer de
op i en liflig Drik. -
Her er ikke Stedet till en Beskrivelse af de forun-
derlige Scener, hvis Lige sikkert intet Land og ingen
Tid har seet. Og hvortil desuden en beskrivelse?
Her gjelder det nok, hvad Andersen siger i sin Rei-
sebeskrivelse: Man maa selv see det! — Men, i det
jeg erindrer Afskeden fra det svenske Land, det Qie-
blik, da der fra vort Skib blef sunget hiint Refrain
af Folksangen: ur vägen Moscoviter, og da desven-
ske Mend blottede Hovederne og raabte et mandigt
Hurra — idet jeg samler Erindringen om dette Gie-
blik, sender jeg Eder Alle min kjerligste Hilsen i de
Ord:
ur vägen Moscoviter!
8
ufrickst Mad I Onocan LIG.