I anledning af J. A. H:s intryck. En eeret forfatter, J. A. H., har i tNya Dagligt Allehanda? n:r 43 sidstledne 21 febr. meddelt noget, som han kalder intryck af hr Kofods föredrag om danska kriget, men som i virkeligheden kun er udtryk af allehånde uforgribeliget meninger og forudfattede sympatier for visse ånds frender hinsides Sundet. Jeg havde helst ladet disse indtryk, i hvor tydelig de enad fremtreede som et slags sönderknusende kritik over mit (förste) foredrag, stå ved sit verd, fast overtydet om, at det aldeles overvejende flertal såvel at mine tilhörere ved hin lejlighed som af det övrige svenske folk tercke og dömme anderledes end hr J. A. H. I alle fald önskede jeg at afvente et muligt tAllehanda-intryck? også af mit sidste foredrag, der jo sluttede sig således udfyldende til det förste, et begge udgjorde en helhed, som netop af hensym til indtrykket ikke borde veeret opfatter stykkevis. Da nu ?Allehanda? slet intet inatryckt har modtaget af slutningsforedraget og det imidlertid har vist sig, at endog dett mest fejlagtige, iser når det er fremstillett Pej utan en viss talent, ved at hensti helt uimodsagt let vinder skin af uimodsigelig visdom, tör jeg af hensyn til den sag, hvorom her handles, ikke lenger tilhageholde fölgende modbemeöerkninger i anledning af J. A. H:s såkaldte intryck? At en så afgjort partimand som J. A H., for hvem bl. a. Sfrihed og reaktion kv ere slagord, måtte finde etforedrag, son forud erkleredes for rettet imod Snationa litetens foragtere og frihedens fjender? yderst partisk og fra sit paristandpunk Pvidrigt?, har ikke kunnet forundre nogen: det er jo en selvfölge. — Heller ikke undres jeg over, at han fandt tonen, hvorijee talte (?denna ton af liflig ovilja), vidrig?;; ti tonen i al erlig tale beror jo på stemningens heskaffenhed og overbevisningens styrke. Og nu ligger der desverre i vore Baglends-ers ferd som i flere andre fredelige krigstildragelser så meget dels harmeligt dels latterligt, at der behövedes en god del falsk pathos til at fremstille det i alvorens verdighed. Men denne tone-art afskyr ig langt mer end den oprigtige harmes eller velfortjente latters. Jeg kan derfor, 1 betragtning af det alt berörte, også godt forstå, at min i det hele Pvidrigt?-stemte kritiker har savnet alvor — sanningens och oväldens allvar — i min fremstilling af de skildrede forhold og begivenheder. Den der, om end med nok så stor troskab, aftegner ens egne, ktere 1idealer og helte som tildels jammerlige eller latterlige skikkelser, må selvfölgelig kunne frakendes sandhedens alvor! Der er jo nesten intet andet at göre! Her skal jeg dog i forbigående göre en