des af norska, svenska och danska flaggor, och hvarpå lästes i följande ordning namnen å de under sista året bortgångna märkliga män samt de vigtigaste valplatserna under danska kriget: G. Richert. Mysunde A. W. Moltke. C. ÅA, Hagberg. Bustrup D. öroun. 0. Lindblad. Sankelmark. Lanrids Skau. G. Lallerstedt... Dybböl. HF. Blom. G. Troilas, Als. M. BR. Wiehe. . Blum. Helgoland. F. Boiesen. Kraft. C. C. Rafo. P. Steenstrup. Rudolf Keyser. J. IL Hoelstad. Festen började med en måltid. Härunder föreslog studentsamfundews förman, kand. P. O. Schjött, konungens skål, hvarefter lektor Daa höll följa de tal: Naar vi skulle anföre hvad Indflydelse det svundne Aar har bavt paa Nordlandenes Udvikimg. er der vel Nogie. som tru at det er bedst at tie, fordi vi väsentlig kun have Tab og Neeriag at berette. Der findes dem, som benxgu at vi Norske have Lov til at tale, fordi vi ikke have slaas. der tro, at Ileen nu maa kastes over: Ibord som upraktisk. Det er den Studerendes Kald at viekke Aan:dens Liv og at udbrede Sandheden. Naar vi efter denne vor Stillings Medför erkjende en Sag for sand, skulle vi tornemlig vare den tro i Modgang, Nöd og Fare. Da vises det borgerlige Mod og Ihwrdighed. Naar Seiren er vunden bliver Skaren stor: den bestaar af alt Folket, iberegnet Fortroppen. af Gadegutter. Generalstaben af de kloge Statsmend oc Bagtroppen ar hinkende Kjaerrmger. Naar Haabet fordunkles eller tilintetgjöres om at vore Öine ville se Seiren, biiver Flokken mindre. Bannerets Berecre maa da tröst sig med en indre Lön ar at have vieret iro og den ydre Erkjendelse som ligger i Skarnkast. Men er da ikke denne Haardnakkenhed en unyttig Stampen mod Braadden? Den viser ikke biot at endnu lever Ideen i Miands Hjerter, men den opdrager Stridsmend for den til den kommende Lejlighed, hvoraf Gud til enhver Tid giver mange. Det bör vare vor Sag at granske Tiden og at tremstille dens nödvendige Krav. Vi se nu som Fölge af Danmarks Sönderlem melse og Isolering at det alvorligen betvivles, at det er nyttigt at göre Forsög med Forsvar og Selvstendighed. Nogle antage, at detikkelaengere kan stemme med Danmarks Kruelter og Störrelse at holde en Armee og Flaade. Vi ville ikke her spörge og se etter om det staar bedre vi her i Norge. Thi det er ikke nermest Studentens Sag. Men vi kunne se efter, hvad der er vort Kald nermere, nemlig om vore Kanonbaade og Pansere paa Aandelighedens Farvand, vor Presse er i forsvarlig Stand. Haabet om, at den vilde naa en frodigere Vext vedat afsondre sig med eget Sprog ira de Stambeslegtede er desverre kun gaaet 1 Opfyldelse som en grusom Spot eller et modbydeligt Vrengebillede. Kunne vi virkelig ro-e os al at have fri Organer for Tanken, der kunne bestaa ved de Meningsbeslegtedes Deltagelse uden at trrede i Sold eller underkaste sin Overbevisning et Magtbud fra en eller anden af de Ledere, som styre deue faatallige Publikum, men hvis Herredömme er ganske det modsatte af Frihed og Uafhengighed? Her er ikke Stedet til at opregne vore Skröbeligheder, men her er Leilighet til at love, at vi ville granske dem uden Frygt. Vi ville da overbevise os om, at en större skandinavisk Enhed er det eneste Middel tor os til at vente politisk Myndighet og Selvsteendighed, og ene kan före Literaturen til aandelig Uafbengighed. Blind Enterhgning ar udenlandske Möonstere og slavisk Underkastelse under indernlandske Magthavere, kan allene undgaaes ved Erkjendelsen af at det store, det hele samstemmende Folkesliegtskab er vort aandelige Fosterland. Dette er jo kun cen Gjencagelse af hvad saa ofte för er ytret, at Nordlamdenes Enhed ikke er en smuk Sag os: en nyttig Ting, men en Nodvendighed. hbvorpaa Varen og ikke-Vaeren, Liv og Död bero. Det er en Gjentagelse, men der er ogsaa tusindaarig Ertarmg for at denique censeo tilsidst törer den ofientlige Mening med xi udbringer altsaa et trofast Önske i godtog ondt Vejr for Nordlandenes Enhed. Till detta tal afsjönge en så lydande sång af ÅA. Muvoch: Vinterskyer diekke klamme Nordens Yggdrasil, aret er den edle Stamme — Nidh gg gnaver til. Örnen, som i Toppen vaager, Fast ei Mere veed-— Fra Hvergelmer onde Taager Stige op og ned. Kan vi da med Haab istemme Nordens Julesang? — I Maa ei Sorgen Brystet klemme Saa det ei-taaer Klang? Dog, just i de onde Dage Fester Livet Nod. Aldrig tvivle. ei tforsage — Det er Sandheds Mod. Nordens Tre döer ei af Smerte, Thi fra Urdas Brönd Gaaer en Kilde til dets Hjerte, Holder Kronen grön. Hoie Norner altid svale Det med Livets Saft — Der.ra drypper Dugg i Dale, Vekkes Vaarens Kraft. Mangen verre Tid end denne Nordens Tre holdt ud — Snart dets Kraft vi atter kjende Vil i nye Skud. Lad os da kun freidigt kvede Nu paa Fedres Dag — Deres Aander er tilstede, Vidne tor vor Sag! Efter det fullmäktig Roll föreslagit skålen för de hädaugängne, erinrade lektor Rygh i ett särskildt löredrag om R. Keyser, och kand. Schjött om de under året aflidne kamrater, bland hvilka nämndes S. D. Schjö:z, H. Munk, m. fl. Emellertid hade telegrammer ingätt från Stockholm, Drammen, Arendal, Lervik, Störö, på hvilka alla stållen dagen högtwidlighölls. Professor Monrad tale till gästerna och fullmäktig Nicolaysen föreslog en skål för vännerna i sanmark och Sverce, dem som voro Nordeps sak trogna. Eliter måltiden samlades mån kring bålarne, hvarpå åter några skålar druckos, innan festen slöt omkring midnau. MUSIK. På Kungliga Stora teatern utförde ml Sara Magnus i förgår afton emellan akterna Chopins F-moll-konsert samt Webers Polaceca. hvilket sednare stycke gals med den af Liszt dertil! satta, öfvermåttan larmande instrumentering, hvari hela den gamla så kallade turkiska musiken af triavglar, tollrikar m. m. är återkallad till lifs. Den lysande konstfärdighet, emak och vanlkra fan cAm nNtmärkfa mål Mogna föra mA mA AA ae om mo ss 4 mm ss I TUTU Ta me. AN — AA fn DL — Om fån YA — FA PD mm a Få RR mm Fr fa Re ms Am LA AA m EL.