Förmannen för härvarande deputerade a storthinget, sakföraren Sverdrup, utbragt derefter i ett längre föredrag, som ofta af bröts af stormände bifall, men som vi i aftoi NR icke se oss i stånd att meddela, e! skål för prins Oscar, hvarefter nedanståend sång af A. Munch afsjöngs: Melodi af F. A. Reissiger. Hvad bedst det har, nu Sverig skifter Med os paa vor Foreningsfest : En ZEtling af den store Stifter Staar blandt os, som vor Hedersgjest. Hvad? — Gjzest? Nei, her han og har fjemm Den Arving til vor Oscars Navn, Og hjemligt lyder her hans Stemme — Han er jo her i Landsmends Favn. Den edle Fyrstes höie Tanke Er nordisk, som en Havets Sön, Og stolt han föler Hjertet banke For hvad der gjör vor Saga skjön. Som mangen Hörding i Oldnorden Han er og self en fulgod Skjald, Og til det Skjönnes, Godes Orden Han löftes af sit höie Kald. Velkommen da her i vort Norge O Fyrste, denne Höitidsstund! Lad alle Hjerter her Dig borge: Din Et har Rod I Landets Grund. Ög naar Du gaaer -— tag med tilbage En Hilsen til vort Broderfolk! Ei bedre Förer kan vi tage: Vor Konges Broder er vor Tolk! H. K. H. prins Oscar tog derpå ordet och föreslog. under upprepadt lifligt bifall i nedänstående extemporerade föredrag, hvilket vi dock hoppas i det väsentliga riktigt återgifva, en skål för föreningen: Mine Herrer! Ved at utföre det wrefulde Hverv som mig i denne höitidelige Stund er anbetrvet, behöver jeg ikke mange Ord; ethvert Öie taler langt klarere, ethvert Hjerte slaar langt kraftigere end tusinde Ord her skulde kunne tolke, thi de talede best og talede sterkest om den störste af alle Magter aa Jorden — Kjerlighedens. Vi feire idag indet af en Forening, der harj knyttet tvende frie Folk til hinanden. For 50 Aar siden tog den store Tanke ydre Form, hvorved Seklers gamle furidigheter ophörte, og hvorved 2 zedle og höihjertede Nationer sluttede sig sammen, og derved gav Verden en tydelig Anvisning om, at de ansaa sig at höre sammen, fordi de havde samme Tro og vare af samme Et. Naar vinuskue tilbage paa de hensvundne Aar, og jeg da udtaler den Overbevisning at Foreningen har bragt Velsignelse med sig, taler jeg da ikke et sandt Ord? Eller har i Norges eller Sveriges Historie Nogen kunnet fremvise et halvt Aarhundrede, rigere paa Velsignelse, Fred og Udvikling hos Folket? Menneskeverk ere alle underkastede Ufuldkommenheden; men Foreningens store Tanke, — den Tanke, som virkeliggjordes derved, at det svenske Folk rakte det norske Folk Haanden, og det norske Folk med samme Kjerlighed, hvormed den blev rakt, modtog den, — denne Tanke har vist sin Storhed deri, at efter enhver Meningsforskjel om Formen har ved en naturlig og af fri Tilskyndelse fremkommen Reaktion det ene Folk seet sig komme det andet neermere, Det er desuden at legge Meerke til, at de ydre Former. hvis Vigtighed og Berettigelse det ikke kan falde mig ind at benegte, dog ere beroende af den Aand, som boer i dem, og uden at besjeles af en virkelig Aand have de i grunden Intet at betyde. Det er vel sandt, atunder Foreningens förste Aar, under dens Barndom disse tvende Folk ikke havde lert hinanden saa ner at kjende, at de kunde finde sig forbundne ved den rette inderlige Kjzexerlighed som idag; — Idag, mine Herrer, er et halvt Aarhundrede, rigt paa Erfaringer, gaaet hen; Foreningen befinder sig IKE lenger i hin förste Barndoms Tid. enne Tid med sine smaa Sorger og öieblikkelige Skuffelser, men ogsaa med sine store og sande Gleder, sin velsignelsebringende Forberedelse for en sterk og frit udviklet Manddom, ligger bag os; og nu treder Foreningens Grundtanke klart for os for at vi skulle omfatte den med fri Selvbevidsthed, og med gladt Mod yde de Offre, som den krever af os paa Kjerlighedens Alter. Foreningens Tanke fordrer, för at den skal blive en sand og inderlig Virkelighed, at disse Folk, der ere forenede under samme Konge, naar det gjelder at värne om sine Grendser skulle vere som eet Folk, den fordrer Ogsaa, at ethvert af Folkene ved fri Selvbestemmelsesret slutter sig till det andet i politisk Henseende saavidt, som Nationalitet medgifver, og den nyere Tids konstitutionelle Statsret krever. Foreningen fordrer af os endeligen i social Henseende, at vi söge at naerme os hinanden saameget, at vi virkeliggjöre den Tanke, som vore Forfedre udtrykte ved Ordet: Fostbrödrelag. Af en saadan inderlig Tilslutning kan jeg ikke finde et sandere Billede end i det Jernbaand, som snart skal forene begge Broderrigers Hovedsteder, og som i dette Öieblik langsomt men sikkert gjennemtranger vore Graendsefjeldes Granit. i have idag, alle, norske og svenske Mzend, fra al god Gaves Giver, og al Kjerlighedens Herre nedbedet Velsignelse over det Forhund, som mellan os er sluttet, og vi have frembaaret vor Tak for den Lykke, vi have nydt. I denne Time löfter Unionskongen omgiven af udvalgte Mend fra begge Riger, paa gammel nordisk Vis Begeret for at tömme det med dem i en Skaal for den Forening, som er sluttet mellem begge hans Folk. I hans, i den folkekjaere Monarks den höitelskede Broders Navn, samt paa hans egne, löfter jeg ogsaa i dette Öieblik mit Glas til en Skaal for Foreningen af den 4:e November 1814: Leenge leve og leve höit denne Forening mellem tvende frie og edle Nationer. Saalenge jordisk Tids Regning varer, og endnu höiere leve den inbyrdes Kjerlighet, som er denne Forenings höieste og bedste Udtryk, og som vil medföre den rigeste Velsignelse for Folkene. Leve Foreningen mellem Sverige og Norge! Derpå sjöngs nedanstående sång af A. Munch för Föreningens halfhundrade års fest: Mel. af Nordraak. Mörk Novembernatten senkte Sig paa Slagnes Grav Stormen hylte, Skum opsprengte