Jeg nhiser Eder velkommen Ira mMElaltUis ovlande
tilbage. til Norges gamle Fjelde. Ungdommens Fö-
lelser fandt der Gjenklang i trofaste Brödres Röst;
og Tanken flyver i dette Öieblik hen og söger i det
Fjerne alle dem, mod hvem Eders Hjerte nylig ban-
kede med Venskabens Fylde. :
Den Modtagelse j fik var oprigtig. De Minder,
som Ungdommen eier, ere lig Midsommersolen, som
höit paa Himlen staar og Natten glemmer. Den
Haand, der riekkes af Ungdom til Ungdom, drages
aldrig tilbage.
De Ord, som de forenede Rigers Konge sagde Eder,
skulle aldrig udslettes af Eders Sind. Det Haab om
en bjertelig Modtagelse i Broderriget, der udgik fra
mit eget Hjerte og fulgte med Eder over Bölgerne,
har Virkeligheden indlöst. ss
Jeg önsker Eder Velkommen fra Kders Vikinge-
tog, hvis Minder I skulle opbevare i trofaste Hjer-
ter, og tömmer mit Beger paa Eders lykkelige Til-
bagekomst.
Professor Welhaven höll på de hemkomna
Upsalafararnes vägnar följande tal:
I den samme Lund, hvor vi modtog de svenske
Brödre, vil Trofasthed og Hjestevenskab i fuldeste
Maal har gjort Gjengjeld, hilses nu Upsalafarerne af
Venner og Landsmend og kan besväre Velkomsten
med ublandet Glede; thi Himlen har med mildeste
Förelse seet ned paa vore Veie, og kronet over Haab
eg Forventning denne minderige Reiseferd.
Vel kan det Udtryk her komme til Anvendelse,
hvormed de merkelige Afbrydelser af Hverdagslivet
betegnes, naar vi sige: det Oplevede er som et
Eventyr, som en Dröm. Ofte nok er dette Ord
hört i vor glade Kreds. Eventyrligt og som en vid-
underlig Dröm gik vor Fart over de store Sövidder,
medens Sommersolen legede paa vandet, og Sang og
Strengespil löd fra Dekket. Vi saa Broderlandenes
Kyster snart dukke frem, hilsende med Lundenes
grönne Faner, og med de forventningsfulde Hjerters
Gledestegn, snart blaanende hen i det Fjerne, som
for at drage os dybere ind til nye Syner. Vidunder-
lign syntes os de festlige Stevnemöder med Brödrene
aa det Blaa, der fordum skjalv ved Fzdrenes for-
ittrede Kampe. Hvor gledeligt vinkede nu Bannerfli-
gene med de gamle stridbare Farver, vinkede til Vel-
komst og Afsked, modtagne eg fulgte til det sidste
Glimt af saå taälrige tindrende Blik! Og nu Besöget
aå de mange Mindesteder i vort store nordiske
jem. Hvor talende stode her Historiens Varselstegn
ever Erindringsdybene og hvor friskt spirede den nye
id af Gruset! vor hurtige Drage foer susende fra
Strand til Strånd, og bar os ind mellem de skin-
nende Mure af Nordens skjönneste og minderigeste
Stad, om hvis Paladser og malmstöbte Heltebilleder
de store liyvfulde Menneskeströmme hilsede os vel-
komne. Alvorlig skjöh og aftenskygget var Farten
til det gamle Upsal, det tidligste Kulturseede i Nor-
den, med sine Hedenolds Houge og sit höitreiste, er-
verdige Tempel, og dog med det unge svulmende
Liv, der favnede og omtonede os i de pragtfulde
Lövbuer: For vor Erindring skinner over Sveriges
Jord Somrens og Festernes forenede Glands, og skjön-
nest udhiever sig i dette Lys vor elskede Landsfaders
Hjem, det Hjem, hvor han i Sandhed favner vidt,
fordi hans ZEdelsind omslutter tvende Folks Kjerlig-
hed, medens han vaager over deres Pagt.
Vi vendfte vor Stavn fra Meelarens Kyster, og med
Hender, der vinkede til Afsked, greb vi de tilkaste-
de Blomster. Og hvor vidunderlig snart, og under
hvilken smilende Himmel förtes vi til den anden
Konogestad, og til ny festlig Velkomst. Her, hvor
Norsks og Danske gjennem Aaarhundreder med
hinanden har grundet en Kultur og et Sprog, hvori
vVort hele aandelige Liv har slaaet de dybeste Rödder,
og som derfor skal bevare sit Preg i vort Folks Ud-
vikling, saalenge det har Skrift og Meele, her maatte
det vel for mangt et ungdommeligt Sind vare en
overraskende Fölelse med Eet at stedes for dette
Fremmede, der dog er os saa hjemligt, at dvele ved
det gamle Broderskabs mangfoldige Minnetegn, og,i
Mödets Glandspunkt, at leires ved det kongelige
Bord, under de store vidtskyggende Böge, medens
Hornklangen udtonede over Sletten Fjeldets Melodi-
er, — Saa gik det hjemad med Higen og Lexngsel,
og skjön blef Togets Fuldendelse. Den deiligste
Solnedgang splittede over denne fagre Dals AÅas-
rygge de sidste Taageskyer, og med vort Silkeban-
ner i Stavn skred Ganger Rolf ind i Modtagelsens
Jubel.
Ja, det Hele er som en vidunderlig Dröm; og vil
Nogen legge stor Vegt paa dette Udtryk, da lad
ham betenke, at der gives sande Drömme, erindre
hvad en gammel Sanger har sagt, at der er Drömme,
som -kommnie frå den överste Gud, betydningsfulde,
löfterige. Men her er usigelig Mere end Diöm.
Norges akademiske Ungdom har dog ei drömt i disse
Gledesdage; den har fölt med fuld Hjertekraft, seet
eg hört med opladt Sands. Aldrig för har nogen
Skare af Nordmeend vundet et saadant overskuende
Syn paa al Norden, saadanne levende Blik for dets Liv
og Vesen. Vidnerne ere mange, Kjendsgjerningerne
de samme. Vi tilraabe Eder, Landsmeead, ut af den
friskeste Erfarings Fylde: Vort Norden er Eenhed!
O, hvor rigt og mangfoldigt tegnet, men derfor des-
mere velsignet. For denne Tanke, der overalt traadte
es ner, have vi i Meddelelsernes og Beskuelsens Nu
seet de tillerte Fordomme, den raisonnerende Tvivls
Betenkeligheder henblegne til Intet. Og er der No-
gen blandt os, der drog med af den blotte Reiselyst,
han skal dog have fölt, att den sterkeste Fornem-
melse, der overkom ham i Bersgelsen, var Glrede
ever Norden og en Alvorstone, som rörte sig deri.
Sandelig just i denne Stemning har Svenskes, Dan-
skes og Norskes festligglade Samliv fundet det Preg
af Inderlighet, der kan samle Indtrykkene og varigt
fordybe dem.
Men denfie gjemsidige Forstaaelse og Tilegnelse er
g bliver den skandinaviske Bestrebelses Kjerne.
ette har vert Tog umiddelbart: foreholdt Deelta-
gerne; det har vist dem, at Eenhedstanken er i dy-
beste Virkelighed grundet; saavist som den under
Sondring og. Fjernelse, i de saevrere Kredsers Ser
interesse, er bleven fordunklet eller miskjendt. Ja det
stod for Alles Blik, hvor megtigt Natur og Aand har
tilhobeföiet disse Lande og stille fasthöldt sit Verk
gjennem Fidernes Uret och Splittelser. Hvo kan
opregne alle de Ligheder, som kom os for Öie og
anskueliggjorde os Eenheden. Hvor ofte gav denne
sig Vidnesbyrd i stille Betragtninger, som i Over-
raskelsens Udbrud! VWVi saa den svenske og danske
Natur i mild Sammensmeltning, og atter var Stoek-
holms Skjergaard ett fuldkomligt Gjenbillede af nor-
ske Kystpartier; endelig paa de nordiske Landes
yderste Östpunkt, paa Gothland, kom et Folkeferd
og et Tungemaal os imöde, der syntes at tilhöre
Norges vestligste Fjordegne. Saaledes er Nordens
Elementer samlede og forbundne efter en Ordning,
hvis Vesen vi mere og mere skal lere at fatte. Åt
vere bevidst .medvirkende i den megtige Udfoldelse,
at föle Tilströmningen af den rigere Livskraft, at
nyde den större Trygghed, Frihed och Anvendelse
for enhver Idrat og Bestrebelse, er dette ei en vin-
kende Udsizt?. Hvor er den Normand, der ei skulde
gribe dette som: et uforligneligt Gode, som en Op-
löftelse for Folket!
Jeg mener, at denne Eenhedsbevidsthed nu er kom-
met iffuldere Vext, at den forlanger at udbrede sig
i Livet, ei ifölge noget bestemt politiskt Projekt,
der forelgegges til ner Afslutning, men ifölge sin
egen Udviklingstrang. Og sandelig, den har en vid-
löftig gjerning at udföre for sin Fremgang och Fri-
per Denne Naturvext skal spreoge saa mange
aand af kunstige Systemer, udbrede sig over saa-
dane Vidder af Skilsmisse, der efterhaanden har lagt
sig mellem Folkene, at vi vel maa önske den sin
Frist, og frygte det Program fra idag eller imorgen.
der ved eet Slag vil bringe Afgjörelsen.
Og, held os! det sande politiske Udgangspunkt for
Nordens store Forening er allerede fundet. Nu se
vi det tydeligt. Norges Forbund med Sverige er
den gode Spiregrund, hvori en dybtgjemt Sed er
Slaaet an. De Danske föle det som vi. Atterstaar
Norge betydningsfuldt mellem Sverige och Danmark;