gen undgick Lecomtes mordanslag. Innehålle
är så ledigt och lekande, att man säkert helds
läser uppsattsen på originalspråket.
Et Vildsviin.
aVildesvinet er et Dyr, der spiller en stor Rolle
i de europeiske Fyrsters Historie.
Paa den Tid, da man endnu ikke havde Revo:
Jutioner og Guillotiner, maatte Folkene lade sig
noie med Vildsviin, der spiddede en og anden urce-
zerlig Fyrste, men undertiden tog feil og drebtc
en skikkelig en. Men vi kunne jo Alle feile. Til
Gjengjeld forfulgte Fursterne Vildsvinet med en
Lidenskabelighed, der gik saa vidt, at f. Ex. Lud-
vig den 13de af Frankrig gjorde en Mand till sin
Minister, fordi han med Ynde og Behzendighed
drebte et ssadant Sviin. Man kan nok tenke sig,
hvad de stakkels Dyr senere maatte lide af ergjer-
ige Ministercandidater.
Selv i vort Fedreland og i vor Tid spiller Vild-
svinet en ikke ubetydelig Rolle. Man erindrer,
at i Aaret 4841 blev vor Kronprinds inviteret over
til Mecklenborg-Strelitz til en Vildsvinejagt. Ved
denne Leilighed gjorde Hs. kgl. Hoihed Bekjendt-
skab med sin nuvxrende Gemalinde, og kort efter
fandt Formelingen og Indtoget Sted, Vildsvinet
blev glemt over Stadsen, som det saa tidt gaaer
Beskedenheden.
Men det meest skjebnesvangre Vildsviin, der
endnu har existeret, lever FN det ikke er
skudt siden sidste Postdag. en detie Vildsviin
sad mange Hoveder nu ikke paa deres Plads; hav-
de det ikke veret, saa marscherede Franskmen-
dene i dette Mieblik til Polen mod Russerne, Eu-
ropa stod i Brand, Berlingske bugnede af vig-
tige Efterretninger, og Stendertidenden for naste
Saison gik ind — af Mangel paa Lesere.
Da nemlig Hs. Majestet de Franskes Konge for-
leden Dag kjörte igjennem Skoven ved Fontaine-
bleau, lurede en udmierket Skytte paa ham i den
Hensigt at skyde ham. Da Vognen var kjörtfor-
bi, beregnede Skytten, hvor Kongen vilde sidde
paa Tilbageveien, og tog Sigte derefter gjennem
Treerne. Men inde i Skoven gjorde man tilfel-
digviis Jagt paa et Vildsviin, Kongen steg af for
at see paa Jagten og kom ved den Leilighed til at
bytte Plads med sin Geheime-Etatsraad, Montali-
vet. Da nu Vognen kom tilbage, fandt Skytten,
at det var Synd at skyde Geheime-Etatsraaden,
forandrede i en Hast Sigte, forivrade sig, skjod
og — feilede. Alle franske Journaler ere enige i
at tilskrive Vildsvinet JEren for Kongens Redning,
og Enhver, der kjender Kong Ludvig Philips Gav-
mildhed, kan vere sikker paa, at det vil blive
anstendig forssrget paa sine gamle Dage, hvis det,
som sagt, ikke er skudt.
Det Igber ganske rundt for os og andre store
Politici ved Tanken: om nu dette Vildsviin ikke
havde veret. Kong Ludvig Philip erklerede selv
for to Aar siden, at han behgsvede ti Aar endnu
for at gjöre Franskmendene fredsommelige. Var
han bleven skudt nu, vilde deres Opdragelse altsaa
mangle de fire Femtedele i Fuldendelsen, og de
vilde begynde de gamle Kunster fra 93. Spanien
vilde ufeibarlig blive smittet, Italien ligesaa . . . .
Polen! —maaskee 60 Millioner Menneskers Skjebne
afgjort ved et Vildsviin! Men dersom jeg var
Vildsvinet, veed jeg nok, hvad jeg vilde tenke om
de 60 Millioner Mennesker, hvis Skjebne jeg saa-
ledes havde i min Lomme.n